Historik

Historik

Følg også Åbyhøj Idrætscenter på Facebook

2. november 2022

Efter 3 spændende workshops med gode dialoger om dilemmaer, og fordele og ulemper ved forskellige scenarier, er vi kommet væsentlige skridt nærmere den endelige udformning af Åbyhøj Idrætscenter.

19. november 2022

Åbyhøj Nisseløb er efterhånden blevet en rigtig god og hyggelig tradition.

Igen i år deltog ca. 200 nisser. Kvickly Åbyhøj sponsorerede godter. Der blev samlet godt 11.000 kr. ind til Åbyhøj Idrætscenter. 

Tak for opbakningen og en dejlig formiddag. Vi håber at ses igen næste år!

1. oktober 2022.

Lokalindsamlingen når en imponerende milepæl med 500.000 kr. indsamlet til etableringen af Åbyhøj Idrætscenter.

Rigtig mange donerer til ÅIC via DGI's gavefond og får på den måde automatisk skattefradrag for donationen. Virksomheder donerer typisk via faktura. 

Tusinde tak for alle donationer!

22. august 2022

Vi tager hul på den spændende proces, hvor vi skal blive helt skarpe på hvilke faciliteter vores kommende idrætscenter skal indeholde. 

I dag har vi afholdt 1. workshop. Flemming Overgaard fra Keingart faciliterer processen

Vi har inviteret kommende brugere og andre interessenter til at give input; Idrætsforeningerne i Åbyhøj IF og Hasle KFUM; DGI Østjylland; Idrætssamvirket; Åby-Åbyhøj Fællesråd; Åbyhøj Grundejerforening; Naboerne på Carit Etlars Vej; Ledelse og elevrpræsentanter fra Gammelgaardsskolen; Klubben i Åby/Åbyhøj; Forvaltningerne i Aarhus Kommune (Sport og Fritid, Børn og Unge, Teknik og Miljø); Østjysk Bolig og Brabrand Boligforening.

20. august 2022

Åbyhøj Idrætscenter på Åbyhøj Torvedag 2022.

Det var en stor fornøjelse at møde så mange Åbyhøjere, som støtter og bakker op om projektet. 

Vi havde mange gode samtaler om projektet og lokalindsamlingen, som mange bidrager til. 

Vi solgte Folkeaktier til 200 kr. pr. styk og de heldige vindere i dåsekast gik hjem ved gavekort til Mundret eller snorkeludstyr fra Dykkerbutikken. 

20. august 2022

Åbyhøjløbet med over 200 glade deltagere løb af stablen for 10. gang.

Denne gang med professionel tidtagning, gaveposer med halsedisser og mange spurtpræmier. 

Løbet arrangeres af frivillige og overskuddet på ca. 10.000 kr. går til etableringen af Åbyhøj Idrætscenter.

Vi glæder os til at se endnu flere til næste år!

 

Juni 2022

Åbyhøj Idrætscenter indgår aftale om  bygherrerådgivning med D/K2 bygherrerådgivning. 

I første omgang indledes processen med at få udarbejdet et udbudsmateriale og alle de formalia, der skal være styr på i den sammenhæng. 

20. marts 2022

Inspirationstur til Multihus Hjortshøj og Harlev Idræts- og Kulturcenter. De 2 nyeste multihaller i Aarhus Kommune.

Det gav en masse gode input til den videre proces. 

 

16. januar 2022

Projektgruppen søger anlægsmidler til Åbyhøj Idrætscenter ved alle relevante fonde.

Denne gang søgte vi Underværker, en kampagne under Realdania. For at komme i juryens betragtning til midler, skulle vi have mindst 500 stemmer. Endnu engang oplevede vi en fantastisk opbakning til projektet - allerede indenfor 1 døgn var stemmerne på plads!

Desværre blev ÅIC ikke tilgodeset denne gang. Bedre held næste gang.

 

 

31. december 2021

Åbyhøj Idrætscenter Løbeklub fejrer nytåret med en lille løbetur og en lille skål bagefter. 

Løbeklubben løber hver onsdag kl. 19 fra det område på Gammelgaardsskolen, hvor Åbyhøj Idrætscenter skal bygges.

Ruterne er på 3-5 km og alle kan være med. 

 

1. december 2021

Byrådet godkender indstillingen om at Åbyhøj Idrætscenter får yderligere 7 mio. kr. fra årets budgetforlig til anlæg. 

Aarhus Kommune er dermed oppe på at støtte Åbyhøj Idrætscenter med 14,5 mio. kr. til anlæg. 

 

20. november 2021

Nisseløbet i Åbyhøj er blevet en god og hyggelig tradition. I år deltog mere end 200 løbere, mange var udklædte og stemningen var fornøjelig. 

Tak for en dejlig dag - vi ses til Niseløbet i Åbyhøj 2022.

 

25. oktober 2021

Der er mange måder at støtte lokalindsamlingen på. 

Nu er det også muligt at handle på Odendo.dk og samtidig støtte ÅIC med 5% af købsprisen. 

Der er mange fine ting, kig ind og bliv inspireret: Åbyhøj Idrætscenter (odendo.dk)

 

15. oktober 2021

ÅIC bliver indstillet til at modtage yderligere 7 mio. kr. fra Aarhus Kommune. 

Det er resultatet af intensivt arbejde, møder med politikere og presse frem mod årets budgetforhandlinger. 

Læs mere i artiklen i Stiften

 

7. oktober 2021

Åby-Åbyhøj Fællesråd afholder borgermøde og Åbyhøj Idrætscenter er på dagsordenen. 

På spørgsmålet: "Hvor mange mener, at vi mangler idrætsfaciliteter i Åbyhøj", rejste der sig en skov af hænder. 

Netop nu er vi i den gunstige situation, at borgerne i Åbyhøj udtrykker et behov for flere idrætsfaciliteter samtidig med at de førende politiske kræfter i Aarhus bakker op, sætter handling bag ordene og prioriterer idrætsfaciliteter i Aarhus og i den forbindelse også anerkender Åbyhøj. Det giver håb om at vi snart kommer i mål med kommunens medfinansiering, og vind til at arbejde videre

 

7. juli 2021

Åbyhøj Idrætscenter Løbeklub løber første tur. En tur på 3 km, hvor alle kan være med. 

Vi ønsker at skabe en løbeoplevelser i Åbyhøj under Åbyhøj Idrætscenter. Vi er et løbefællesskab, som vægter det sociale aspekt meget højt, derfor stilles der hverken krav til alder eller form.

Følg klubben på Facebook og kom og løb med. 

 

2. juli 2021

Salling Fondene støtter Åbyhøj Idrætscenter med 5 mio. kr.!
Vi er pave-stolte over tilkendegivelsen fra Salling Fondene. Vi er meget glade for, at Salling Fondene tror på, at vores ambitioner om at skabe et idrætscenter til multibrug, hvor vi understøtter fællesskaber i lokalområdet, foreningslivet, integration og bevægelse i skoletiden, er helt rigtig!

 

30. juni 2021

Lokalindsamlingen skydes i gang!

Byrådet har nu blåstemplet Åbyhøj Idrætscenter ved at godkende støtten på de 6 mio.

Med lokalindsamlingen skal vi vise, at lokalområdet også ønsker de nye idrætsfaciliteter. Målet er at indsamle 2.5 mio. kr. fra både private og erhverv.

 

26. juni 2021

ÅIC´s indsamlingsloppemarked blev afholdt nord for gymnastiksalene på Gammelgaardsskolen - der hvor vi forventer at bygge vores kommende idrætscenter. 

Det var dejligt endelig at kunne mødes og tale om projektet. Mange havde doneret lopper og der blev indsamlet ca. 7.000 kr. til projektet. 

 

 

 

9. juni 2021

Projekt Åbyhøj Idrætscenter fremlægges til generalforsamlingen i Åby-Åbyhøj Fællesråd, hvor projektet nyder stor opbakning.

Aarhus byråd godkender samtidigt indstillingen fra Kulturrådmanden om støtte på 6 mio. kroner til Åbyhøj Idrætscenter.

27. maj 2021

Vi har i dag fået svar på vores ansøgning til Sport og Fritid, Aarhus Kommune.

Kulturudvalget indstiller til byrådet, at vi får 6 mio. kr. til etablering af Åbyhøj Idrætscenter!

Kommunen har dermed fundet det store stempel frem og stempler GODKENDT til vores fantastiske projekt.

Tak til alle frivillige der hjælper og støtter op om projektet. Tak til alle jer for at like, dele, kommentere og i det hele taget sprede budskabet om vores kommende idrætscenter: NU SKAL DET VÆRE!!

Læs mere i Lokalavisens artikel: Glæde i Åbyhøj efter milliontilskud 

26. marts 2021

Foreningen Åbyhøj Idrætscenter afholdte i aftes den årlige generalforsamling online. 

Foreningens formål er at udføre almennyttigt, frivilligt arbejde, der skal fremme etableringen, driften og vedligeholdelsen af et idrætscenter ved Gammelgaardsskolen i Åbyhøj.

Idrætscenteret skal være et samlingspunkt for idræts- og foreningslivet til fremme af det lokale fællesskab og borgernes sundhed og trivsel.

Foreningens bestyrelse: Marie-Louise Brebøl Christensen, Anette Ørsted, Karen Kjær Larsen, Brian Rasmussen, Charlotte Mentz, Uffe Lillebæk og Mette Zartov-Andreasen.

 

23. januar 2021

Artikel i Stiften: Stort pres på pulje til nye idrætsfaciliteter i Aarhus Kommune. Der er 39 ansøgninger for i alt en kvart million kroner. 

I den anledning fik vi besøg af TV2 Østjylland, der ville høre hvorfor netop Åbyhøj Idrætscenter skal støttes.

Se Indslaget fra TV2 Østjylland

 

12. januar 2021

Vi har nu indsendt ansøgning om anlægsmidler til ‘Puljen til idrætsfaciliteter’ i Aarhus Kommune, og ser frem til den fortsatte dialog med politikere og forvaltninger henover foråret.

Åbyhøj og Hasle har et stort udækket behov for idrætsfaciliteter, Gammelgårdsskolen ligeså, projektet støtter op om integrationen, og vi er en masse frivillige, som vil bære projektet.

 

30. december 2020

Åbyhøj Idrætscenter modtager 1,5 mio kroner fra Magistrat for Børn og Unge.  

"Idrætscenteret vil fungere som et lokalt centrum for møder på tværs og nye fællesskaber for børn og voksne i Hasle og Åbyhøj", siger Rådmand Thomas Medom

Læs artiklen i Stiften: Forældre er gået sammen: Lille skridt mod nyt idrætscenter i Åbyhøj

 

9. december 2020

Idrætssamvirket har med Aarhus Idrætsfond bevilget 25.000 kr. til vores arbejde med at videreudvikle projektet Åbyhøj Idrætscenter.

Pengene skal bruges til at tilkøbe arkitekttegninger, som vil visualisere den merværdi Åbyhøj Idrætscenter kommer til at give lokalområdet. De skal på den måde bl.a. bidrage til vores arbejde med at finansiere idrætscenteret.

Tegningerne udarbejdes i samarbejde mellem Projektgruppen, Åbyhøj IF Gymnastik og Fodbold, Hasle KFUM, Gammelgårdsskolen og arkitekt Carsten Gjørtz.

 

28. november 2020

Åbyhøj Nisseløb afholdtes for 1. gang. 175 nisser løb rundt i gader og parker i Åbyhøj og Hasle.

I forbindelse med Nisseløbet, som blev arrangeret i samarbejde med Grundejerforeningen Klokkerparken, blev der løbet 6500 kr. ind til fordel for Åbyhøj Idrætscenter.

Vi håber, at se endnu flere løbende nisser til Nisseløbet 2021.

 

21. september 2020

25.000 kroner har Åbyhøj IF Hovedforeningen og Åby-Åbyhøj Fællesråd bevilget til det videre arbejde med etablering af Åbyhøj Idrætscenter.

Det sender et meget vigtig signal til byrådet, at en samlet idrætsforening og det lokale fællesråd bakker op om projektet.

NU er det Åbyhøjs tur til at få en ny hal.

 

7. september 2020

På den baggrund ar de mange stemmer fra "Sammen om Aarhus", skulle vi i dag have været til budgetmesse på Rådhuset. Det blev desværre aflyst pga. Covid-19.

Vi sendte i stedet denne ‘one-pager’ til samtlige byrådspolitikere inden partiernes frist for indsendelse af forslag til budgetforhandlingerne. De går for alvor i gang på byrådsmødet i overmorgen. 

 

18.juni 2020

Artikel i Lokalavisen: Åbyhøj arbejder hårdt for ny hal ved Gammelgårdsskolen til glæde for borgere i Åbyhøj og Hasle. 

Netop Åbyhøj og Hasle ligger højest på den liste, hvor man kigger på indbyggere pr. normeret idrætshal.

 

25. maj 2020

De første håndtegnede skitser til Åbyhøj Idrætscenter foreligger.

Vi arbejder videre med en synlig og tilgængelig placering, der understøtter at idrætscentret kan blive det ønskede mødested og trækplaster i lokalsamfundet

Skitserne er venligst tegnet af arkitekt Carsten Gjørtz.

 

2. maj 2020

Projekt Åbyhøj Idrætscenter fik en imponerende modtagelse ved borgerhøringen 'Sammen om Aarhus' vedrørende behovet for investeringer i fremtidens Aarhus.

Hele 661 stemmer og en masse positive kommentarer.

Læs kommentarerne her: Sammen om Aarhus.

Tak for opbakningen!

 

29. april 2020

De lokale idrætsforeninger er inviteret med i projektet.

Åbyhøj IF Gymnastik, Fodbold, Volley og Hasle KFUM Håndbold og Badminton deltager sammen med Idrætssamvirket i et indledende møde, hvor vi drøfter foreningernes engagement og ønsker til nye idrætsfaciliteter.

 

16. februar 2020

Fælles skolebestyrelses- og SFO-bestyrelsesmøde med etablering af projektgruppen bestående af Anette Stamer Ørsted, Marie-Louise Brebøl Christensen og Karen Kjær Larsen og med efterfølgende deltagelse af Annemette Yde.

Back to top